Lidt om mig

Hej derude!

Mit navn er Ida, jeg er 20 år gammel og bor i Aalborg.

Hvis du gik forbi mig på gaden, ville du muligvis kigge en ekstra gang, og det er lige præcis grunden til, at jeg har startet denne blog.

Jeg er født med Möbius Syndrom, en sjælden diagnose, som har givet mig et udtryksløst ansigt og misdannelser af mine hænder. Det er egentlig ikke noget, jeg er besværet af, men det er noget, der vil påvirke dit førstehåndsindtryk af mig.

Formålet med denne blog er ikke at overbevise mig selv om, at jeg er “normal”. Formålet med denne blog er ikke at overbevise mig selv om, at min diagnose forsvinder, hvis jeg prøver at glemme den.
Nej, formålet med denne blog er netop at konfrontere mig selv med den del af mig, som jeg ikke altid er glad for. Med denne blog vil jeg vise mig selv, og ikke mindst alle jer, som måske lever med et eller andet, som I ikke er stolte af ved jer selv – en diagnose, en stor sorg, eller lavt selvværd af andre grunde – at det er muligt at leve godt, selvom man er anderledes.

Formålet er ganske enkelt at vise dig, at du ikke er alene!

Ida Simoni Nielsen

http://duerikkealeneisn.blogspot.dk/2017/03/lidt-om-mig.html


  • Published: 7 år ago on 27. januar 2018
  • By:
  • Last Modified: januar 27, 2018 @ 8:04 pm
  • Filed Under: Blog